mandag den 3. december 2007

Livet med Jesus - Anmeldelse


Undervisning af høj kvalitet
om Bjerg-prædikenen

Af Jesper Veiby

Peter Dyhr, som er præst i Københavns Frimenighed, gennemgår i denne bog Bjergprædikenen. Det er en stor opgave, han dermed har påtaget sig, for mange er i tidens løb kommet med forskellige forklaringer på, hvordan Bjergprædikenen skal forstås.

Forfatteren berører de forskellige historiske bud i indledningen. Er det en etik for de ”fuldkomne”, f.eks. for munkestanden i den katolske kirke? Er det en række bevidst overdrevne krav, som alene sigter på at kaste os i armene på Guds nåde? Er det nogle påbud, som skal tages helt bogstaveligt og leves ud helt bogstaveligt? Er det en særlig endetids-etik? Ingen af delene hævder forfatteren, som i stedet tolker Bjergprædikenen i lyset af Guds Rige som et stykke ”pagtsteologi”.
Bogen gennemgår kapitel for kapitel de enkelte dele i Bjergprædikenen og fortolker dem i lyset af denne forståelse.
Alle de kendte temaer bliver gennemgået. Skilsmisse. Vrede. Loven. Om man må sværge. Om gengældelse. Om at elske sine fjender. Faste. Bekymringer. Dømmesyge. Osv. Som man må forvente, bliver Bjergprædikenens tekst ”bredt ud” og fortolket med henvisninger til andre steder i Bibelen og med anekdoter og illustrationer.

Bid i udlægning og
stof til eftertanke

Det er vanskeligt at ramme balancen her. Teksterne er meget radikale, og man føler let, at lidt af denne radikalitet mistes, når de fortolkes. Omvendt er det svært at gengive radikaliteten, uden at budskabet bliver fordømmende og blot bliver en ny byrde på folks skuldre. Men forfatteren mestrer udfordringen og formår generelt at holde en fin balance, hvor man efterlades med en større viden om baggrunden og tankegangen bag det enkelte bud eller tema. Men hvor der samtidig er bid i udlægningen og stof til eftertanke.
Bogen er bygget op, så der er plads til refleksioner omkring teksten, f.eks. i bibelstudiegrupper eller som personlig andagt. Det er sjældent, jeg er stødt på undervisning om Bjergprædikenen, men her er undervisning af høj kvalitet, som ikke mister jordforbindelsen eller tilgængeligheden.

Peter Dyhr
Livet med Jesus
- En introduktion til Bjergprædikenen
214 sider
225 kr.
Mediacellen


Tilføjet til udfordringen.dk: 21.11.2007, 10:29
Artiklen bragt i Udfordringen uge 47/2007
Printet fra www.udfordringen.dk d.28/11 2007, kl. 15:22
Ophavsretten tilhører den kirkelige Ugeavis Udfordringen.

Livet med Gud - Anmeldelse


Glimrende indføring
i de ti bud

Af Jesper Veiby

Peter Dyhr, som er præst i Københavns Frimenighed, sætter med denne bog fokus på de 10 bud.

Hvert enkelt af disse gennemgås i hvert sit kapitel, og bogen er både i opbygning og stil at ligne med en moderne katekismus. Opdelingen følger i øvrigt den gængse engelske måde, fremfor den traditionelt danske, hvilket ikke er nogen ulempe.

Fokus flyttes
Man kan sige, at de enkelte bud for så vidt er meget simple og ligetil. Så forfatteren gør, som man er nødt til at gøre, han prøver at adressere den problemstilling, som det enkelte bud berører.
Ved det fjerde bud om at holde hviledagen hellig er det tilhørende kapitel kaldt ”Følg vedligeholdelsesplanen”, og fokus flyttes dermed fra en diskussion om budet – såvel som fra diskussionen om lørdag kontra søndag – og over på Guds hensigter med en hviledag.
Det samme gør sig gældende ved det sjette bud, hvor det formelle tema omkring hor eller ægteskabsbrud drejes over på seksuel renhed. Eller ved budet om ikke at stjæle, så udvides perspektivet til at omfatte alle former for illegitim tilegnelse, inkl. skattesnyd og fusk på arbejdspladsen.
Naturligvis er der en risiko ved en sådan tilgang. Det er muligt at brede sig for vidt ud og komme væk fra, hvad det konkrete bud handler om. Forfatteren formår dog at holde balancen.

Mestrer etiske diskussioner
Det kan diskuteres, om vi er under loven, og dermed under de 10 bud. Men uanset så tjener de som en udmærket nøgle til nogle etiske diskussioner, som forfatteren mestrer til topkarakter. Bogen er letlæst, sproget er klart og går direkte til sagen med gode illustrationer. I tillæg er bogen indbydende og forsynet med spørgsmål til eftertanke ved hvert kapitel.

Peter Dyhr:
Livet med Gud
- en introduktion til de ti bud
104 sider
175 kr.
Mediacellen


Tilføjet til udfordringen.dk: 07.11.2007, 10:06
Artiklen bragt i Udfordringen uge 45/2007
Printet fra www.udfordringen.dk d.30/11 2007, kl. 14:51
Ophavsretten tilhører den kirkelige Ugeavis Udfordringen.